Hvad med Lomborg?

Der er meget i medierne om klimaændringerne. Vi er vist pænt sikre på at menneskeheden kan påvirke klimaet, men vi ryster på hånden når det kommer til at gøre noget ved det.

Vores politikere kan godt lide at tale om at vi skal gøre noget ved det, men prisen er enorm. Vi kan knap forestille os hvor dyrt det vil være at indrette hele verdens samfund til at være CO2 neutrale.

Der er ganske enkelt ting som er vigtigere her og nu. Bemærk for eksempel at hvis vi, hele verden, indførte alle Kyoto protokollens forordninger, så ville vi forsinke klimaændringerne med 6 år i 2100. Ikke stoppe dem, forsinke dem.

Det som gør mig sur, er at vi har Bjørn Lomborg som anbefaler at vi som samfund fokuserer på ting hvor vi reelt kan gøre en forskel, men vi gør det ikke.

Frisk fra hylden ovre på www.lomborg.com kan vi finde beviser for at forureningen fra små indendørs bål til madlavning er en enorm kilde til verdens samlede CO2 udlening, og samtidig frygtelig helbredsmæssigt for dem som dagligt står bøjet over disse små komfurer.

Det er da et problem som er til at forholde sig til. Der er endda sat priser på, for hvad der skal til for at udbedre problemet, både helt og delvist. Men pressen i Danmark har tilsyneladende frosset Bjørn Lomborg helt ude af klimadebatten.

4,3 millioner mennesker dør om året på grund af denne forurening. 2,8 milliarder mennesker benytter dagligt træ eller petrolium som brændsel. – Kan du huske da der var problemer på de danske villaveje fordi danskerne havde gang i kakkelovnen? – Det blegner fuldstændig i forhold til.

For kun 5 milliarder USD per år, kan vi få udskiftet halvdelen af disse små komfurer med løsninger som har bedre røgafledning eller benytter renere brændstof. Det vurderes at skabe værdier for ca. 52 milliarder USD per år. Se det er da udviklingsbistand som vil noget!

FN skal her i 2015 beslutte hvilke mål der skal arbejdes for i de næste 15 år under UNDP, United Nations Development Programme, og du kan påvirke hvad de fokuserer på ved at lade din stemme blive hørt her: UNDP Action2015

Hvis vi skal gøre noget for klimaet her i Danmark, så lad os bruge pengene på ren forskning i stedet for på støtteordninger. Vi brugte 4,2 milliarder mere på solcelleloven end der var budgetteret med, oplyser Rigsrevisionen i Politiken.

Hvis vi i stedet investerede i forskning og udvikling af renere energikilder, så vil der før eller siden komme produkter ud af det, som kan sælges uden at have behov for statsstøtte.

Men hvis klima er det vigtigste at gøre noget ved, så er de 4,2 mia DKK omregnet til USD mere end 0,6 milliarder, hvilket kunne have produceret mere end 6 milliarder USD i afledte værdier i jordens svageste egne. Og det havde globalt set været en langt bedre investering.